februar 28, 2020

Arcadia

Arcadia er i sandhed betagende, men dens skønhed er også skræmmende. Det er et land af udødelig glæde, med knudrede haver og med bjerge af halvgnavede knogler. Det er et sted hvor mørke urskove vrider sig langs med cement jungler, fyldt med bøjet metal og ned fra himlen daler snefnug af knust glas. Det er store smukke Victorianske huse ved store kystlinjer, der er spækket med store skibe. Det er slotte med smukke haver. Det er mørke faldefærdige steder, hvor øjne følger dig overalt. Alle disse steder er omringet af Hækkens tykke labyrint mure. Alt dette og mere er Arcadia, eller måske er det ingen af disse ting. Måske er det bare feberagtige drømme drømt af dem som ikke længere kan skelne mellem sandhed og fantasi, virkelig og drøm.

På grund af Arcadias natur har alle dem der har oplevet dette sted og kommet ud og fortalt om det, selv været for altid ændret efter deres oplevelser. Mange virker meget i tvivl om hvad der er virkeligt og hvad der ikke er når de kommer ud, både i den verden de kommer ud til og den de kom ud fra. Nogle, mange vil sige de heldige, husker meget lidt fra deres tid derinde selvom der kan være gået årtier. Hækken omkring steder river og flår i både krop og sjæl på den der rejser igennem som ikke original beboer i Arcadia, som nogle ville mene bare er en manifestation af stedet og den virkelighedsiturivende kraft.

Fortællinger om stedet er ligeså forskellige som de personer der har været så uheldige at komme derind (og heldige nok til at komme ud) men ting går igen i mange af dem: Det er et mareridt man ikke vågner af. Virkeligheden som mennesket kender det eksisterer ikke. Stedets naturlove er ikke videnskabelige men mere magiske end hvad dødelige forstår.

Det er kun De Sande der bestemmer hvem der lukkes ind i Arcadia, så den eneste vej for en dødelig er at blive taget med derind. En dødelig kan måske få sig forvildet ind i Hækken men for at komme gennem den og helt ind skal der en Sand Fe til.