juni 6, 2020

Kostumeguide

Kostume-krav og forventninger:

Til 1988 – Et Changeling Scenarie, er det følelsen af 80’erne som gerne skal banke igennem på tøj, hår og tilbehør. Dette gælder også sminken for dem der kan komme til det. Men at være Changeling er stadig svært at gemme, også når vi skal kunne se forskel på hinanden. Så derfor har vi et par hurtige huske-regler:

Tøj:
Tøjet skal være 80’er inspireret. Her med tryk på inspireret. Det vil sige at vi kræver ikke at dine bukser er syet i 1983, at der er en ægte lille LaCoste-krokodille på din polo eller at håret har det helt rigtige Sarah Fawcett-løft. Men det må virkelig godt ligne! Her tænkes der på farver, snit og tidens generelle mode-tendenser. Husk at der er forskel på 90’erne og 80’ernes modeidealer. Pinterest er et godt sted at lede for inspiration.

Sko:
Vi ved alle hvor meget man kigger nedad når musikken først spiller. Det er ikke meget. Find derfor sko der er neutrale i look, kunne gå for at være tidssløse og husk at hive tennissokkerne godt op af benet eller gem dem i benvarmerne.

Sminke:
Sminke kan deles op i 2 dele og derfor tager vi den korte først: Hverdagssminke! Husk farver! Masser af farver! Og det kan sagtens lade sig gøre at sminke sin Kith med en overlækker øjenskygge eller lækker læbestift uden at man behøver tage resten i betragtning. Det er jo dit dødelige væsen du sminker.

Når det kommer til Seemings, har vi en bøn: Smink din Seeming og vælg tilbehør som passer til.

Det vil sige, vi ser helst at folk som f.eks. ikke har Beast som Seeming, holder sig tilbage fra horn, pels og lign, medmindre de kan komme med en god forklaring.
Elementals skal helst have deres element repræsenteret i sminke eller udførelse.
Fairests er mere udsatte for glow/glitter/effekt-sminke.
Darklings og Wizened deler det mørke og dystre, mens Ogre er det mere grove.

Husk at alle Seemings har et vist look over sig og det kan blive forvirrende hvis der er blandet for meget.

Mantle:
Mantle er din tilknytning til hoffet og det siger lidt sig selv, at jo højere mantle, jo tydeligere er årstiden om dig. Det sagt, så kræver vi ikke at du kommer i en kappe af græs eller en bunke af efterårsblade som kjole.

Som eksempel på mantle indenfor Årstidshoffene kan følgende nævnes:
Forår – Blomsterskud, lyse farver, grønne blade.
Sommer – Sommerblomster, skarpe farver, mørkegrønne blade.
Efterår – Jordfarver, orange og røde blade, ingen blomster men eksempelvis bær.
Vinter – Kolde farver, bare grene, is og frost (i begrænset omfang).

Hofvenskab:
Hofvenskab markeres på ens navneskilt, som vi står for og udlevere ved indtjek.